Er en- en for meget?

"Bandevåben lå gemt i sportsklub"

Den sidste nye overskrift på noget der skræmmer mig, mest af alt fordi dette bandefænomen er ved at nå et omfang der er større end som så, større end de restriktioner jeg tror vi evner at sætte ind- imod.

Sidste sommer, da jeg rejste rundt i USA, stødte jeg flere gange på helt unge drenge, tatoveret midt i ansigtet. Ingen af disse unge drenge gik alene, de så ikke afslappet ud, de grinede ikke på noget tidspunkt, skoletasken var ikke at se- på nogen af dem. Det kan være et tilfælde, det kan være mine fordomme der styrede de tolkninger jeg gjorde, jeg ved det ikke. Jeg blev ramt da jeg så disse drenge, for hvad var det helt præcist denne "mærkning" af dem betød? Jeg tænkte bandetilknytning, tab af barn for forældre, identitet i en særlig kontekst og bestemt af en særlig kontrakt.

Jeg tænker, efter at være kommet hjem, er denne form for markering også kommet her til?

Igennem lang tid har overskrifterne herhjemme været præget af banders kontrol, overfald, drab og forsøg på samme. Det er unge mennesker der figurerer i disse sager, alle sammen fra sociale boligområder med en grad af belastning tilknyttet. Ér det her et nyt fænomen, eller har der altid figureret så mange og så unge mennesker i disse rå grupper?

Når mennesker skal udvikle sin identitet, så ved vi fra gamle studier, at det bl.a sker qua de omgivelser, rollemodeller og relationen imellem de vi omgiver os iblandt. Den evige diskussion har altid været om dette kunne stå alene, eller om vores génskabte habitus influerer i lige så høj grad, diskussionen om arv og miljø om man vil.

Når jeg læser om bander der opretter enheder med det eneste for øje, at tilfører nye unge medlemmer, kan jeg ikke lade være at spørge mig selv, om disse fuldvoksne mænd virkelig ikke ønsker mere eller andet for deres og andres børn? Ønsker de helt seriøst at disse unge mennesker skal ejes, skal leve i den ensomhed der følger med at tilhører en gruppe, der er marginal og her også ofte kriminel og af de årsager er evigt jagtet? Ønsker de dem ikke mere og andet end det de har budt sig selv?

Svigter vi, er det os, menige borger, samfundet, forældre? Ved vi simpelthen ikke nok om disse fænomener, ér det i særlige sociale klasser og områder det forefindes, eller er dette blot en fordom- som jeg rammes af når jeg læser historierne om de aktuelle episoder og de områder de udspilles i? Forekommer der overhovedet mere banderelateret kriminalitet eller har det bare fået flere overskrifter i medierne?

Jeg blir bekymret, for hvis der ér flere bandemedlemmer, hvis der hverves flere unge mennesker dertil, hvis kriminaliteten er mere og mere alvorlig, hvis episoderne udspilles i særlige sociale klasser og områder, ved vi så overhovedet hvordan vi skal arbejde med realiteterne og det for øje at disse tendenser skal nedbringes?

Jeg tænker at der ligger nogle interessante studier forude.