Skal vi være ven med alle !

Vi bevæger os mere end nogensinde i de sociale medier, professionelt på LinkedIn og socialt på både Google+- som på en eller anden måde alligevel ik har vundet indpas, Instagram- der på fineste vis eksplodere af billeder af os allesammen, Twitter- som jeg ikke har besøgt længe men stadig tror lever og bloggeriet som efterhånden er blevet alle mands eje- her hvor vi seriøst har mulighed for at udleve vores indre ekshibitionist og smide om os med alt hvad der banker på indeni og bare må ud.
Kan Du mon også finde dig selv et af disse steder?

Nu vil nogen sikkert tænke, what the fuck is happend whit Facebook !!!

Facebook lever- om nogen, for fuld blæs. Vi er der nærmest allesammen, vi smider om os med korte updates, checker ind alle de steder vi har været- og ikke været, vi deler eftersøgninger i bunkevis, prøver at sælge hvad som helst, vi stalker hinanden og synes godt om- i et væk. Til gengæld deler vores venner også gladeligt ud af os i form af mere eller mindre heldige og dokumenterbare pic. Her opstår mit dilemma..

Skal eller bør vi være venner på Facebook med alle vi kender?

Er det kun af det gode når vi er venner på mediet med vores forældre, børn, venner og venners venner, bekendte og gamle skolekammerater- som vi kun genkender fordi de stadig trækkes med deres fødenavn..., med dem vi er chefer for og de vi er slaver af. Eller ?

Kunne det tænkes, at vi gjorde os selv- og de andre, en tjeneste, ved ikke at ansøge eller bekræfte venskaber, fra hvem som helst og ihvertfald ikke uden, at vi har gjort os en seriøs tanke, om det her nu også er godt for mig- og for den anden? Tænker nogle gange, at jeg begrænser mig selv, og når jeg ikke gør, så udstiller jeg mig selv, og ikke bare ved at skrive en artikel eller udtale mig i selv samme, men også og især når jeg kommer til at agere Prince i Purple Rain- sunget igennem en vinflaske- tom vel at mærke.. og en af vennerne- eller endnu værre, jeg selv syntes det er så vigtigt at vise verden hvor  godt det går!

Ved selvfølgelig ikke om ovenstående løssluppenhed er allemands måde at at vise sig selv at det sidste glas måske alligevel var stort... Tænker at vi trods alt alle har været der- med eller uden alkohol, nogle af os lærer bare ik rigtig, så der ikke opstår en næste gang...

Kender Du overhovedet det? Eller er jeg sortseer på sit højeste, fungerer det bare top dejligt med det her "vi deler fårking alt med hinanden", kan vi rumme alt den her viden om hinanden, eller?

Jeg har en hypotese, den går på at hvis ikke vi passer på os selv, så skal vi bare huske, at der er heller ik andre der gør det !

Eller, er der?

Lock nu ind igen...

Vover pelsen og stiller igen et spørgsmål: 

Hvorfor er tendensen at regeringen får så stor opmærksomhed på manglende indgreb- for noget Danmarks Lærerforening og KL burde forhandle sig frem til enighed omkring?

Er en- en for meget?

"Bandevåben lå gemt i sportsklub"

Den sidste nye overskrift på noget der skræmmer mig, mest af alt fordi dette bandefænomen er ved at nå et omfang der er større end som så, større end de restriktioner jeg tror vi evner at sætte ind- imod.

Sidste sommer, da jeg rejste rundt i USA, stødte jeg flere gange på helt unge drenge, tatoveret midt i ansigtet. Ingen af disse unge drenge gik alene, de så ikke afslappet ud, de grinede ikke på noget tidspunkt, skoletasken var ikke at se- på nogen af dem. Det kan være et tilfælde, det kan være mine fordomme der styrede de tolkninger jeg gjorde, jeg ved det ikke. Jeg blev ramt da jeg så disse drenge, for hvad var det helt præcist denne "mærkning" af dem betød? Jeg tænkte bandetilknytning, tab af barn for forældre, identitet i en særlig kontekst og bestemt af en særlig kontrakt.

Jeg tænker, efter at være kommet hjem, er denne form for markering også kommet her til?

Igennem lang tid har overskrifterne herhjemme været præget af banders kontrol, overfald, drab og forsøg på samme. Det er unge mennesker der figurerer i disse sager, alle sammen fra sociale boligområder med en grad af belastning tilknyttet. Ér det her et nyt fænomen, eller har der altid figureret så mange og så unge mennesker i disse rå grupper?

Når mennesker skal udvikle sin identitet, så ved vi fra gamle studier, at det bl.a sker qua de omgivelser, rollemodeller og relationen imellem de vi omgiver os iblandt. Den evige diskussion har altid været om dette kunne stå alene, eller om vores génskabte habitus influerer i lige så høj grad, diskussionen om arv og miljø om man vil.

Når jeg læser om bander der opretter enheder med det eneste for øje, at tilfører nye unge medlemmer, kan jeg ikke lade være at spørge mig selv, om disse fuldvoksne mænd virkelig ikke ønsker mere eller andet for deres og andres børn? Ønsker de helt seriøst at disse unge mennesker skal ejes, skal leve i den ensomhed der følger med at tilhører en gruppe, der er marginal og her også ofte kriminel og af de årsager er evigt jagtet? Ønsker de dem ikke mere og andet end det de har budt sig selv?

Svigter vi, er det os, menige borger, samfundet, forældre? Ved vi simpelthen ikke nok om disse fænomener, ér det i særlige sociale klasser og områder det forefindes, eller er dette blot en fordom- som jeg rammes af når jeg læser historierne om de aktuelle episoder og de områder de udspilles i? Forekommer der overhovedet mere banderelateret kriminalitet eller har det bare fået flere overskrifter i medierne?

Jeg blir bekymret, for hvis der ér flere bandemedlemmer, hvis der hverves flere unge mennesker dertil, hvis kriminaliteten er mere og mere alvorlig, hvis episoderne udspilles i særlige sociale klasser og områder, ved vi så overhovedet hvordan vi skal arbejde med realiteterne og det for øje at disse tendenser skal nedbringes?

Jeg tænker at der ligger nogle interessante studier forude.

Skolereform 2013

Jeg bliver lidt i tvivl, når jeg lytter til de mange diskussioner om Regeringens udspil til den nye folkeskolereform.

Børn idag er børn der bruger rigtig mange timer i institutioner, helt fra de er små. Størstedelen af børn er i institution hele dagen, lige indtil de starter i skole og dagen bliver delt i to- eller tre. Nu skal de til at skifte destination mellem skole og fritidsordning, som for nogle børns vedkommende ligger på skolen og for andres udenfor skolens matrikel.

Engang gik de mange diskussioner på om institutions livet var godt for børn, om barslen var for kort og børnene blev overdraget til fremmede for tidligt, og ikke mindst talte man meget om hvor mange timer børn tilbragte i institutionerne. Og, var pædagogerne egentlig sådan nogle der "bare" passede børn, eller gik deres uddannelse ud på helt reel læring om børns udvikling etc?

Idag er heldagsinstitutioner ligesom bare blevet en del af samfunds strukturen, arbejdsmarkedet kalder på fleksibilitet, både i tid og timer, og eftersom konjunkturerne har svært ved at rive sig igennem en efterhånden meget lang finanskrise, så kalder det heller ikke på de store frie valg som medarbejder.

Jeg oplever ikke at vi stiller lige så store spørgsmålstegn ved brugen af institutionstilbuddene, de er nødvendige men er der egentlig nogle undersøgelser der kan påvise at heldagsinstitutioner er usunde eller direkte skadelige for børn? Eller måske endnu værre, undersøgelser der påviser at børn ikke tildeles nok omsorg, nok nærhed med sine forældre, nok læring eller kærlighed, ved at vokse op i en institutionskultur? Ikke mig bekendt, og når alt kommer til alt, så tror jeg at et godt børneliv handler om mere og andet.

Så, når nu diskussionerne lever omkring regeringens nye udspil til skolereformen, hvad er det så de handler om?

Bliver børn hindret i fri tid ved at gå i heldagsskole, eller kunne den kigges på som en mulighed for mere fri tid hvis lektielæsning ligger implicit i skoletiden?

Handler diskussionerne udelukkende om børnene, eller kommer vi til at bruge børnene lidt som skjold imod de forandringer en heldagsskole vil betyde for de der skal arbejde der?

Hvem er egentlig mest bekymret for konsekvenserne ved at der indføres heldagsskoler?

Har alle lærere behov for samme forberedelsestid for at være dygtige lærere for børnene i heldagsskolen?

Jeg kunne fristes til at stille et spørgsmål:
"Når vi fremlægges forandringer der påvirker vores arbejdsbetingelser, er det så vores faglighed der taler for os, eller rammes vi på vores følelser i en grad at de bliver højeste fællesnævner i diskussionen?"

Skal handicapinstitutioner være gratis?

Vores nye socialminister, Karen Hækkerup,  taler pt. om at ville indføre brugerbetaling på institutionspladser for handicappet. Vel at mærke de institutionspladser der indtil nu har været gratis for forældre til handicappede børn at benytte.

Forældre med børn der går i almindelige daginstitutioner trods deres handicap, betaler i forvejen for det, hvorfor det ikke er dem der menes i det nye udspil. Så er det lige som på plads:)

Jeg spørger mig selv om brugerbetaling af daginst. er et krav der skal stilles for alle forældre- uanset graden af evt. særlige tiltag deres børn har, og jeg  kommer frem til at det er helt rimeligt. Jeg synes at man skal betale for at få passet sine børn- handicap eller ej. En institution for handicappet børn koster sikkert mere at drive, men, det skal ikke betyde at forældre skal betale mere, de bør dog betale en takst på lige fod med forældre til børn uden handicap.

Èr det rimeligt?

Hvor blev essensens af?

Vi har vidst lige haft valg, mener bestemt jeg var nede og stemme, og mener bestemt at en ny regering blev valgt ind- og en gammel stemt ud..


Men, synes ikke jeg hører om andet end løftebrud, om ministres skattesager, hører alt for uerfarne nye ministre udtale sig uheldigt og ikke mindst har Özlem Cekic fyldt lidt rigeligt på negativbarometeret. Til gengæld synes jeg den gamle kuglestøder fik noget af den gode omtale han også fortjener- i denne sag ihvertfald.


Få nu for pokker gang i en seriøs politisk dialog, gå nu efter den positive forskel. Uanset hvad vi stemmer og tror på, så ér det nok ikke af det skidte at der skiftes plads ind imellem, det gir en gammel opposition mulighed for at udleve, og en ny opposition tiden til at tænke nye tanker. 


Go, go for pokker, kom nu ud over stepperne, gør jer fortjent til jeres plads- hvem i end er og hvilken i har fået jer tilført.

De bredeste skuldre skal bære !!!

Jeg er som udgangspunkt positivt stemt overfor forandring, og er heller ikke blind overfor synet på at nogle skal betale mere for at hæve standarden for de der har mindre.
Jeg er derfor heller ikke konsekvent uenig i at ældre med en god bankbog selv kan betale for at få gjort rent når de ikke mere selv kan- som en slags brugerbetaling.
Der hvor kæden hopper af, er at man i samme åndedrag melder ud at man har tænkt sig at give "samfunds"check til alle børn- eller deres forældre. For mig at se er børn en gave, hvilket betyder at man må tilsidesætte nogle andre behov. At vi vælger at give et tilskud til familier med børn kan være rigtig smart, for børn skal have det godt og bør ikke som udgangspunkt være udsat set i forhold til andre børns muligheder. Men, for det første synes jeg at familier skal lade være at producere flere børn end de har råd til at forsørge- altså, det gir ikke mening for mig hvis man sætter så mange børn i verden at man er afhængig af en offentlig ydelse for at brødføde dem. Og ikke mindst, så undrer det mig at disse børne"check" ikke er indkomstbestemt, hvorfor er det at vi ikke skal søge disse tilskud, og blive vurderet individuelt, lige som vi bliver mange andre steder?

Forandring er godt, hvis ikke blot det er for forandringens skyld...