Forfulgt at grimme tanker

Har i fire måneder forsøgt at komme i kontakt med en helt bestemt mand, som er sådan en der står for sådan noget som overenskomster etc.
Idag forsøgte jeg så igen at få en respons, på en rigtig vigtig mail jeg har sendt ham for lige så mange fire måneder siden- igen uden held.
Lagde nu en besked på hans mobil, lagde en besked hos sekretæren via hans fastnetnr. og nåede også at sende ham en mail, alt sammen med pæne opfordringer til at kontakte mig.

Som havde en højere magt hørt mig- endelig, ringer han, og undskylder i et væk og vil SÅ gerne hjælpe mig og forbereder nu og handler på etc.
"tak skal du ha´, tak fordi du ringede tilbage, tak fordi du har tid til et møde og nu vil handle på min sag. Ha´ en fortsat god dag" var ordene jeg afsluttede samtalen med.

Stod med ryggen op af væggen og gled lige så stille i siddende stilling ned på gulvet, og tudede. Hvorfor skal det være så svært når det kan være så nemt, hvorfor skal man derned hvor følelsen af ensomhed lægger sin klamme hånd om hele ens korpus- fordi man kun kan kæmpe sådanne kampe alene uanset, hvorfor helved skal man kæmpe en kamp for noget man faktisk er i sin gode ret til?

Jeg ved jeg ikke er sart, ik gir nemt op, ved jeg kan klare det meste- og også selv, så når først jeg ryger lige i gulvet, så det sgu fordi jeg har gået linen ret langt ud. Og så er det ik engang med skam i livet at jeg får en ubegribelig stor lyst til at sparke røvhullerne i skridtet, råbe pikansjos og jeg nakker jer kraftederme og med renter oveni, så i kan lære det til en anden gang.

Kan godt være at legen "jeg melder krig imod" stadig udleves rundt omkring, men ingen skal fanme melde krig mod mig- aldrig nogenfårkingsinde, slut.